Danmark i nyeste tid handler om, hvordan det danske samfund har udviklet sig siden 1989. Bogen er rigt illustreret og indeholder en række tekster, som mere konkret belyser, perspektiverer eller problematiserer bogens temaer.
Danmark i nyeste tid behandler væsentlige tendenser og udfordringer i det danske samfund i de sidste tre årtier:
• Danmark under forandring
• Tamil-sagen
• Kontraktpolitikken
• Kampen om velfærdsstaten
• Finanskrise og bankkrak
• Konkurrencestaten
• Udenrigs- og sikkerhedspolitik
• Militære missioner på Balkan og i Mellemøsten
• Danmark og globaliseringen
• Danmark i EU
• Indvandringen
• Debatten om det multikulturelle samfund
• Den mentale Danmarkshistorie
• Verdens lykkeligste folk
• Diagnose-Danmark
Danmark i nyeste tid er skrevet til undervisningen i historie og dækker perioden fra 1989 til i dag.
Bogen behandler perioden i syv kapitler, som hvert dækker forskellige temaer. Denne form er valgt af praktiske og pædagogiske grunde. Men da sådan en tematisk fremstillingsform – ligesom andre fremstillingsformer – er en abstraktion, kan det ikke undgås, at der er stof eller pointer, som gentages. Vi betragter det selv som en pædagogisk styrke ved bogen.
Kapitel 1 er en kort introduktion til perioden, bogen og dens temaer. Hvert af kapitlerne 2-7 består af en fremstillingsdel og en række bokse med tekster og tabeller. Til hvert af disse kapitler er der også en 3-4 tekster, som mere konkret belyser – og i nogle tilfælde perspektiverer eller problematiserer – kapitlets tema. Selv om 1989 ikke markerer et naturligt brud i danmarkshistorien, som året gør i verdenshistorien med Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs afslutning, er der alligevel gode grunde til at sætte et skel her.
Afslutningen af Den Kolde Krig er et så afgørende paradigmeskift i international politik, som Danmark også blev stærkt påvirket af. Det afspejles ret hurtigt i dansk udenrigspolitik (se kapitel 4).
Den proces, som vi kalder globaliseringen, og som indebærer, at stater og økonomier bliver mere afhængige af hinanden, bliver for alvor intens i begyndelsen af 1990’erne. Denne udvikling var Danmark både økonomisk og politisk nødt til at reagere på (se kapitel 5).
Endelig er det i årene omkring 1990, at Danmark begynder at skabe en egentlig integrationspolitik over for de indvandrere, som i stigende tal var kommet hertil siden 1960’erne (se kapitel 6).
Danmark i nyeste tid handler om, hvordan Danmark har forandret sig i de sidste små 30 år. De følgende kapitler har fokus på udviklingen inden for politik, velfærdsstat, udenrigspolitik, globalisering, indvandring, og hvordan det er gået med danskernes mentale velbefindende
Selv om det betyder, at vi her indfanger mange væsentlige tendenser i samfundsudviklingen, er der også sket en række forandringer med danskernes adfærd og vaner samt med de kommunikationsmidler, som danskerne betjener sig af, som vi ikke gør rede for i de omtalte kapitler.
Derfor dette introkapitel, som prøver at efterspore, hvad der er sket med danskernes dagligdag i perioden efter ca. 1989.
DANSKERNES DAGLIGDAG SIDEN 1989
For det første er Danmark blevet mindre. I dag kommer man hurtigere og billigere fra Gedser til Skagen, end man kunne i 1989. Der blev i 1990’erne bygget en fast Storebæltsforbindelse, som gjorde rejser mellem landsdelene hurtigere. Motorvejsnettet er også blevet udbygget, og samtidig er flypriserne faldet dramatisk, så det i dag er klart billigere fx at flyve fra København til Aalborg, end det var i 1989.
For det andet er Danmark blevet mere skævt. Færre danskere bor nemlig i provinsen. Den urbanisering, som har været i gang i de sidste 150 år, er blevet kraftigt styrket i de sidste par årtier. Folk flytter fra de mindre byer til de større, og de flytter fra vest mod øst. Man taler ligefrem om Udkantsdanmark eller – mere nedladende – om Den Rådne Banan, om det Danmark, som bliver forladt – i modsætning til Kernedanmark, som man mere positivt kalder det Danmark, hvor flere og flere vælger at bo for. Processen har ført til problemer i landområderne med nedlæggelser af arbejdspladser og skolelukninger – og mange huse, som ikke kan sælges.
At Danmark også økonomisk og socialt er blevet mere skævt, uddyber vi i kapitel 3 og 5. For det tredje er Danmark blevet digitaliseret. Danskerne kommunikerer, handler og organiserer stadigt mere ved hjælp af pc’ere og mobiltelefoner. I 1989 var internettet forbeholdt en eksklusiv kreds. I dag har mange danskere svært ved at forestille sig, hvordan tilværelsen uden internettet ville være. Danskerne tilbringer stadig mere tid på nettet, og det gælder både privat, når man fx skal i banken, henvende sig til en offentlig myndighed eller bare underholdes – og på arbejdspladser, hvor arbejdsgange afvikles ved en skærm.
For det fjerde er Danmark blevet medialiseret. De elektroniske medier og computerbaserede kommunikationsformer har bredt sig. Samfundet er i stigende grad blevet afhængig af medierne. Først i 1988 fik Danmark sin anden tv-kanal (TV2), mens udbuddet af kanaler i dag nærmest er uoverskueligt. Stadig færre ser flow tv, men streamer i stedet de udsendelser, som de vil se. Og danskerne – især de yngre – bruger stadig mere tid og energi på de sociale medier. I det hele taget foregår en meget stor del af den sociale kommunikation og interaktion både inden for enkelte institutioner, mellem institutioner og i samfundet som helhed gennem medierne.
For det femte er Danmark blevet mere politisk korrekt. Danskerne er blevet mere hensynsfulde i tiltale til og omtale af hinanden. Indvandrerne, der i 1970’erne hed fremmedarbejdere eller gæstearbejdere, hedder i dag nydanskere eller danskere af anden etnisk afstamning. Et øgenavn som perker anses af mange som bandlyst. Denne bestræbelse på at være så neutral og apolitisk som muligt har Danmark – som så meget andet – importeret fra USA. Den politisk korrekte diskurs har rødder i de sortes borgerretskamp i USA i 1960’erne, som førte til, at fx negroes først blev til blacks, der så i løbet af 1980’erne blev tabu og erstattet af afroamericans. Også i Danmark handler sproget om, at udsatte og marginaliserede grupper skal omtales pænere: ludere blev først til prostituerede og så til sexarbejdere. Eller gamle blev til ældre eller endog til det grå guld.
Men den politiske korrekthed gælder åbenbart ikke for den ansigtsløse kommunikation på de sociale medier, hvor der er frit slag for folks ufiltrerede holdninger. De netbaserede debatfora kan betragtes som en styrkelse af demokratiet, men har også givet plads til ytringer af ekstreme holdninger og verbale overfald.
For det sjette er Danmark ved at blive pengeløst. Flere og flere økonomiske transaktioner foregår uden fysiske betalingsmidler som pengesedler og mønter. Danskerne betaler i stadig højere grad via kreditkort, netbank og MobilePay. I 1984 blev dankortet introduceret som elektronisk betalingsmiddel, og den øgede digitalisering har gradvist reduceret anvendelsen af gammeldags betalingsmidler. Fremtidsforskere regner med, at Danmark i 2030 har afskaffet sedler og mønter.
For det syvende er Danmark ved at blive deleøkonomisk. En række økonomiske udvekslinger foregår allerede i dag direkte mellem private og ikke mellem en virksomhed og en forbruger. Deleøkonomi indebærer, at en person stiller et aktiv, vedkommende ejer, til rådighed for andre mod betaling. Det kan være, at man lejer sin bil til andre, når man ikke selv bruger den eller udlejer sin lejlighed, mens man selv er på ferie. Formidlingen sker digitalt ved hjælp af apps. I 2016 brugte danskerne ifølge Dansk Erhverv samlet omkring en mia. kr. på deleøkonomi, og den er i stærk vækst.
De sidste 30 år har altså budt på store forandringer for danskerne. Flere af de trends, vi har redegjort for her, er skabt af den teknologiske udvikling. Den har muliggjort, at mange danskere kan få, hvad de vil have af materielle goder. Og de oplever en enorm frihed, hvor de kan rejse rundt i verden, som om det var deres baghave og forvente at kunne være på nettet konstant, uanset hvor de er. Noget danskere for 30 år siden kun kunne drømme om.